Indlæg

Sammenhold om byens butik

Dagli’Brugsen i Frøslev skal bruges lidt mere, hvis den ikke skal forsvinde

For fjerde år i træk har Dagli’Brugsen i Frøslev givet underskud, så hvis folk vil have en dagligvarebutik i landsbyen, må de bruge den lidt mere.

Hver uge kan man på et skilt i butikken se, om der er røde eller grønne tal for omsætning og indtjening, men de røde tal har altså domineret. Det kan man næppe bebrejde de trofaste medlemmer, som den 20. april fyldte den lille sal i Frøslev Forsamlingshus. De må betragtes som kernekunder og har også været på pletten hver gang, der et større arrangement i og omkring butikken.

Formand Anette Christensen nævnte i sin beretning, den store torvedag, som sluttede med grillmad i det fri for cirka 100 mennesker, samt aftenens havetraktortræk, som på få år er blevet en ny dille i området. Der er torvedag igen 19. maj 2017!  Se detaljer om torvedagen i vores kalender.

Børnefamilierne kunne også glæde sig over, at der ved et julearrangement blev uddelt 80 slikposer til de yngste kunder. Se billederne her

Brugsforeningen blev grundlagt i 1906, og den nuværende butiksbygning blev opført efter en brand i 1929. Siden er der løbende bygget til og bygget om. I år skal der spares mere energi ved at erstatte lysstofrørene med LED-lamper. Der skal også males og renoveres i vindfangen, oplyste Anette Christensen. Hun fremhævede, at butikken får topkarakter i servicerapporten, når der uanmeldt kommer folk fra Coop. De ansatte roses for at være venlige og imødekommende, fortalte formanden.

Marianne Fredholm ønskede ikke genvalg til bestyrelsen, men Karina Nielsen var klar til at stille op i hendes sted og blev valgt. Dermed består bestyrelsen nu af Annette Christensen, Jørgen Noppenau, Else Marie Kristensen, Jørgen Ibsen og Karina Nielsen. Suppleant er fortsat Kristian Jepsen.

Med Leo Würtz som ordstyrer blev der en god samtale om, hvad medlemmerne kan gøre for at få vendt den økonomiske situation i Brugsen:

  • Er det dyrere at handle i Brugsen, end i en af discountbutikkerne i Nykøbing, var der én der spurgte, hvortil Hanne Madsen svarede: ”Ja, vi er dyrere med nogle varer, andre er vi billigere med.”

Vi kan prøve at spørge os selv, om vi har råd til at miste Dagli’Brugsen i Frøslev. Hvad sker der med udviklingen i byen, hvad sker der med huspriserne, hvad sker der med tilflytningen til byen, hvis Brugsen er nødt til at lukke?

Hanne Madsen fortalte, at folk har taget godt imod ordningen med at “redde maden”, altså købe de ældste varer først til nedsat pris.

Hun nævnte også, at der er en lille fortjeneste ved at udlevere medicin fra Apoteket og postpakker. Selv blomster og kranser kan man bestille og betale i den lokale brugs, selv om de leveres fra en gartner i Nykøbing.

Den største fortjeneste på nethandel har Dagli’Brugsen, hvis folk bestiller en vare i butikken i stedet for at gå direkte på nettet. Så får man også mulighed for at se varen i butikken og nægte at modtage den, hvis den ikke svarer til forventningerne. Bestiller og betaler man direkte over internettet, kan man få varerne leveret derhjemme, men man har altså ikke den lokale butik til at hjælpe, hvis varen skal returneres. Varens pris er den samme, om du handler på nettet eller lokalt, understregede uddeleren.


På trods af de lidt dystre tal i regnskabet og bekymringerne om Brugsens fremtid, virkede det som om, de fremmødte medlemmer havde en hyggelig aften. Aftenen sluttede med kaffe og alt hvad dertil hører.