Det gode liv på landet

Reportage fra mandemad.  

 

Vi lagde ud med en gang gule ærter. Nu er Mandemad i Frøslev blevet noget, alle glæder sig til. Et middel mod ensomhedens svøbe.

Gule ærter med tilbehør var lokkemaden, da jeg i foråret 2015 inviterede alle mænd i Frøslev-området til madlavning med socialt indhold. Folk skulle selv medbringe, hvad de skulle bruge i køkkenet, for der var kun et par gryder og nogle slidte kartoffelknive efterladt i det gamle skolekøkken, som borgerne havde fået lov at bruge. Det tog lidt tid at komme i gang.

Med et tilskud fra vores sparekasse var der åbnet for et tilsvarende beløb fra Landdistriktsrådet, og så var der pludselig råd til både gryder og pander samt kokkeknive og service. Fra diverse genbrugsbutikker blev der købt ind, så der kunne dækkes op til en storfamilie, og den følgende vinter kunne vi endelig nyde den ultimative herreret gule ærter med flæsk og tilbehør.

Mandemad tygger nu på tredje sæson, og der bliver både bagt og braset i det kombinerede skolekøkken og klasselokale.

En skøn blanding af gamle retter og spændende mad. Fra brunkål til den stefado, som en af os har oplevet på en græsk ferieø. Til gammeldags flæskesteg hører rødkål og asier, men også coleslaw fra Dagli’Brugsens køledisk. Det er i øvrigt et krav, at alt skal kunne købes i den lokale brugs, men skal vi bruge store portioner kød, for eksempel kødfulde ben eller saltet flæsk, skaffer uddeleren det hjem fra den gode slagter.

Jeg er blevet køkkenskriveren, der printer opskrifter og køber ind. Alle har en mening om, hvordan en ret skal tilberedes, så den første halve time går med planlægning. Som regel må køkkenskriveren hen i butikken en gang eller to mere.

Når alle hold er i gang med en af aftenens to-tre retter og snakken går lystigt, kan man fornemme, at vi er inde på noget af det rigtige. Ensomhed blandt mænd over 65 siges at være et voksende problem. Men ikke hos os, som lever det gode liv på landet.

En 80-årig blandt os har sagt, at det er ugens bedste aften. Og vi er kommet tættere på hinanden, siden vi er begyndt at lave mad sammen. Bliver af og til inviteret til formiddagskaffe, når nogen har rund fødselsdag.

Dagen derpå skal der ryddes op, tørres borde, fejes og vaskes gulv, for andre skal jo også bruge “Café Den gamle Skole”. Somme tider er vi flere om at vaske gulv, og så bliver der snakket lige så meget, som der bliver arbejdet.

Mandemad i Frøslev sætter fuld damp på gryderne hver anden uge, som regel en tirsdag.

Men en gang om måneden mødes andre mænd fra alle dele af øen til “Mandemad med Mere” i de samme lokaler. Det gamle skolekøkken til rådighed for alle, som har en plan. Det skulle være muligt at få en tid i køkkenet med de tre komfurer. Mandemad i Frøslev sæter fuld damp på gryderne hver anden uge, som regel en tirsdag. Men en gang om måneden mødes andre mænd fra alle dele af øen til “Mandemad med Mere” i de samme lokaler. Det gamle skolekøkken til rådighed for alle, som har en plan. Det skulle være muligt at få en tid i køkkenet med de tre komfurer.

Anders Holmgaard

Klik på billedet for at se hele billedserien.